Tæppelagre i Speicherstadt
Et lager for orientalske tæpper er ikke et møbellager med tæpper i. Det er en egen bygningstype med egen logik. Denne side viser, hvorfor Hamborgs pakhuse blev bygget netop til denne opgave, og hvilke af disse egenskaber der stadig gør forskellen.
#Hvordan holder pakhusene klimaet stabilt?
Foto: Wikimedia Commons
Speicherstadts pakhuse er bygget af røde mursten på egepæle. Det er ikke kun Hamborg-tradition, men bygningsfysik. Mursten optager fugt langsomt og afgiver den langsomt. Egetræ rådner ikke under vand, men hærder. Begge dele tilsammen giver et lagerrum med overraskende konstant klima, uden at der nogensinde var brug for klimateknik.
For uldtæpper er det ideelt. Uld optager op til 30 procent af sin egenvægt i fugt uden at føles våd. I et for tørt rum bliver den sprød, i et for fugtigt får den skimmelpletter. Pakhusene holder et jævnt køligt, moderat fugtigt klima, der kun langsomt forskyder sig med årstiderne. Det er præcis i det klima, at orientalske uldtæpper forbliver stabile.
For silketæpper er klimaet endnu vigtigere. Silke reagerer på tør luft med sprødhed, på for fugtig med tab af glans. Pakhusene er her en passiv beskyttelse, uden elregning.
#Hvorfor har pakhusene så højt til loftet?
Foto: Wikimedia Commons
Den, der nogensinde har transporteret tæpper, ved det: de rulles, ikke foldes. En fold efterlader efter uger en knæk, der knap kan arbejdes ud igen. Speicherstadts pakhuse har lofter mellem 4 og 5 meter. Derved kan tæpperuller stilles lodret, med en støtte i midten, uden at de deformerer sig under egenvægten.
I lave lagre skulle man stable tæpper fladt med polstring imellem. Det fungerer for 5 stykker, fra 50 stykker bliver det problematisk. Pakhusene var fra begyndelsen dimensioneret til høje stykantal, fordi te- og tobakssække havde lignende krav.
#Hvad bruges lastevinderne til?
Foto: Wikimedia Commons
De sorte støbejernsudliggere, der rager ud af pakhusenes facader, er ingen dekoration. Det er lastevinder. De blev indsat mellem 1885 og 1910, først håndbetjente med tromle og snoretræk, senere med elmotor. En enkelt vinde løfter 500 til 1.000 kilo, alt efter model og etage.
For tæpper var det den eneste praktikable metode. En rulle af et tungt Bidjar eller Heriz vejer mellem 30 og 80 kilogram. Gennem de smalle trappeopgange kan sådanne ruller næsten ikke flyttes. Med en lastevinde går én mand til håndtaget, en anden fører rullen ind gennem vinduet på den rette etage. To minutter pr. rulle, ved engrosmængder ingen ekstra weekend.
De fleste lastevinder er i dag taget ud af drift, nogle plejes som mindesmærker. I nogle bygninger fungerer de stadig og bliver brugt til netop dette formål.
#Hvorfor er funktionerne fordelt på etager?
Foto: Wikimedia Commons
Et pakhus havde og har aldrig kun én funktion. I stueetagen lå kontorlokalerne med skrivebord, kartotekskasser og kasse. Her blev kontrakter indgået, fragtbreve udstedt, forsikringspolicer ført. Bagved lå læsserampe og gårdudgang.
På første etage blev der ofte lagret de mest værdifulde eller hyppigste stykker, der skulle kunne fremvises straks. Her sad også sortererne, der adskilte ankommende varer efter stilgruppe, størrelse og kvalitet.
Anden og tredje etage var hovedlageret. Lange rækker af oprullede tæpper, med etiketter i den ene side. På de øverste etager, fjerde og femte, blev der repareret og vasket.
Denne lagdeling kan stadig læses i de fleste pakhuse. Den, der træder ind i et pakhus, der i dag bruges dels som showroom, dels som lager, ser logikken fra slutningen af 1800-tallet leve videre.
#Hvilken rolle spiller kanalerne i Speicherstadt?
Foto: Wikimedia Commons
Speicherstadt er ikke et gadekompleks, men et vandkompleks. Mellem hver karré løber et fleet, altså en smal kanal, hvis vandstand svinger med tidevandet. På disse kanaler sejlede der frem til 1960'erne pramme, små flade lastfartøjer uden eget fremdriftsmiddel.
Varer blev lastet fra det store havnebassin om i prammen, trukket gennem kanalen frem til den enkelte pakhusport og hejst op via lastevinden. Prammen havde ikke brug for lastbil, lastbilen havde ikke brug for havnekran. Logistikken var efter Hamborg-forhold overraskende kompakt.
For tæpper betød det i praksis: en levering Smyrna-varer kunne losses kl. 9 om morgenen ved hovedkajen og ligge på tredje etage i pakhuset kl. 11, uden at bundtet havde set gaden. I dag sejler der ikke længere pramme på kanalerne, men arkitekturen minder om, hvor effektiv denne logistik var.
#Hvad betyder pakhuslagringen for tæpper i dag?
Et tæppe, der ligger i et pakhus i Speicherstadt, har stadig gavn af bygningsfysikken fra 1800-tallet. Stabilt klima, høje lofter til lodret opstillede ruller, tykke mure som brand- og tyverisikring, og den rolige atmosfære i en bygning, der ikke konkurrerer med boliganvendelse.
For købere er det sjældent direkte synligt, men kan mærkes i materialet. Et tæppe, der har været korrekt opbevaret længe, lugter ikke af kælder, knækker ikke ved udrulning og bevarer sin farveintensitet, fordi hverken direkte sollys eller varmeluft når frem til det.
Det er ikke en fordel, der lader sig sælge nøgternt i en produktbeskrivelse ved onlinekøb. Men det er en af grundene til, at Hamborg-lagring i branchen den dag i dag har en klang.
Læs videre
Tæppekundskab fra Speicherstadt
Hamborg var i over et århundrede porten for orienttæpper til Centraleuropa. Historier fra de røde teglstenslagre.
LæsTæppehandlens historie i Hamborg
Hvordan te- og krydderilagre blev orienttæppelagre, og hvorfor Speicherstadt den dag i dag præger det, der ligger i tyske stuer.
LæsEt tæppes vej til Tyskland
Seks stationer, tre lande, seks til fireogtyve måneder. Et persisk tæppes typiske rejse til et showroom i Hamborg.
Læs