Rug WikiRug Wiki

De første tæppers oprindelse

Knyttetæppet er en af menneskehedens ældste kunstformer. Dets rødder rækker over to et halvt årtusind tilbage, fra Centralasiens nomader til manufakturerne ved det persiske hof.

#Hvad er Pazyryk-tæppet?

Pazyryk-tæppe, 400-tal f.Kr. Eremitagen i Sankt Petersborg.

Foto: Wikimedia Commons · Public Domain

Pazyryk-tæppet er det ældste fuldstændigt bevarede håndknyttede tæppe; det stammer fra en skytisk fyrstegrav i Altajbjergene og dateres til 400-tallet før Kristus. Russiske arkæologer fandt det i 1949 under et islag, der havde bevaret det i over to et halvt årtusind. Tæppet måler 1,83 × 2,00 meter, har en overraskende fin knudetæthed på omkring 360.000 knuder pr. kvadratmeter og et strengt komponeret mønster af ryttere, hjorte og geometriske borter. Dets håndværksmæssige modenhed viser, at knyttekunsten allerede var modnet gennem mange generationer, før det blev til: det er altså ikke begyndelsen, men et tidligt højdepunkt i en længe etableret tradition.

#Hvor ligger knyttekunstens nomadiske rødder?

Det knyttede tæppes egentlige oprindelse ligger hos Centralasiens nomadiske hyrdefolk, sandsynligvis i området omkring nutidens Kasakhstan, Kirgisistan og det nordlige Iran. Får og geder leverede ulden, som på den adskillelige væv blev forarbejdet til teltduge, sadeltæpper og knyttetæpper. Af de første fladvævninger, kelimerne, udviklede luvknytningen sig: ved at trække korte uldtråde ind i grundvæven fik man en varmende, elastisk overflade, der kunne klare jurternes hårde gulve. Hvert stammefællesskab udviklede sine egne mønstre, knuder og farvetraditioner, der gennem århundreder blev ført videre mundtligt og i håndværket.

#Hvordan kom knyttekunsten til bymanufakturerne?

Ardabil-tæppe, safavidtid 1539/40. I dag i V&A Museum, London.

Foto: Wikimedia Commons / Google Art Project · Public Domain

Da nomaderne blev bofaste og byerne voksede frem, flyttede knyttekunsten fra teltet til værkstedet. Byer som Tabriz, Kashan, Isfahan og Herat blev fra senmiddelalderen centre for manufakturknytning. Her opstod de første storformatede tæpper til hoffets bestillere: komplekst komponerede medaljontæpper, havetæpper og jagtscener, der ikke længere blev knyttet efter hukommelsen, men efter millimeterpræcise kartoner. Safavid-dynastiet (1501-1722) fremmede tæppekunsten i Iran systematisk: fra denne epoke stammer de såkaldte Ardabil-tæpper, der i dag hører til kunsthistoriens mest værdifulde vidnesbyrd i museer som Victoria & Albert Museum i London.

#Hvilken rolle spillede Silkevejen?

Allerede i tidlig middelalder var orienttæpper en eftertragtet handelsvare langs Silkevejen. Karavaner transporterede dem fra Persien og Centralasien til Kina, Indien og Arabien; derfra kom de via Det Osmanniske Rige til Venedig og videre til Europa. Renæssancemalerier, for eksempel af Hans Holbein, Lorenzo Lotto eller Hans Memling, viser orienttæpper som statussymbol på fyrsteborde og altre. Værkerne er i dag vigtige hjælpemidler til datering, fordi de viser, hvilke mønstre der kom fra hvilken region til Europa på hvilket tidspunkt.

#Hvad ændrede 1800-tallet?

Efter århundreders relative stagnation oplevede tæppeknytningen en ny storhedstid i 1800-tallet: europæiske og amerikanske samlere genopdagede orienttæpperne, hvilket udløste en enorm efterspørgsel. Handelshuse som det schweiziske firma Ziegler & Co. grundlagde egne manufakturer i Sultanabad (i dag Arak), tilpassede farver og mønstre til vestlig smag og leverede direkte til Europa og USA. Samtidig blev hundreder af nye værksteder grundlagt i Iran, Tyrkiet og Indien. Denne epoke præger den dag i dag, hvilke stilarter der regnes som "klassiske", og den markerer samtidig begyndelsen på den maskinelle tæppeproduktion i Europa.

#Hvordan står det til med knyttetraditionen i dag?

Knyttetraditionen lever fortsat, om end under ændrede vilkår. Iran er stadig den vigtigste producent af de fineste manufakturtæpper; Afghanistan, Pakistan og Indien har etableret sig som centre for Ziegler-efterknytninger og moderne designertæpper. Marokkanske berbertæpper, tibetanske tæpper fra Nepal og tyrkiske kelimer finder ligeledes købere over hele verden. Samtidig står knyttersker og knyttere over for udfordringen at tilpasse traditionelle teknikker til ændrede arbejdsvilkår, fair betaling og moderne boligæstetik, et spændingsfelt, som hvert håndknyttet tæppe bærer i sig.

Læs videre