De første tæppers oprindelse

#Pazyryk-tæppet, det ældste bevarede knyttetæppe

ForstørForstør

Foto: Wikimedia Commons · Public Domain

Det ældste fuldstændigt bevarede håndknyttede tæppe stammer fra en skytisk fyrstegrav i Altajbjergene og dateres til 400-tallet før Kristus. Russiske arkæologer opdagede det i 1949 under et islag, der havde konserveret det i over to et halvt årtusind. Det såkaldte Pazyryk-tæppe måler 1,83 × 2,00 meter, viser en overraskende fin knudetæthed på omkring 360.000 knuder pr. kvadratmeter og bærer et strengt komponeret mønster af ryttere, hjorte og geometriske borter. Dets håndværksmæssige modenhed beviser, at kunsten at knytte allerede før dets tilblivelse var modnet gennem mange generationer, det er altså ikke begyndelsen, men et tidligt højdepunkt i en længe etableret tradition.

#Nomadiske rødder i Centralasien

Det knyttede tæppes egentlige oprindelse ligger hos Centralasiens nomadiske hyrdefolk, sandsynligvis i området for nutidens Kasakhstan, Kirgisistan og det nordlige Iran. Får og geder leverede ulden, der på den sammenklappelige væv blev forarbejdet til teltduge, sadeltæpper og knyttetæpper. Ud af de første flade vævninger, kelimerne, udviklede sig luvknytningen: ved at kortere uldtråde blev trukket ind i grundvæven, opstod en varmende, elastisk overflade, der holdt til jurternes hårde gulve. Hver stammefællesskab udviklede sine egne mønstre, knuder og farvetraditioner, der gennem århundreder blev ført videre mundtligt og håndværksmæssigt.

#Fra nomadetelt til bymanufaktur

ForstørForstør

Foto: Wikimedia Commons / Google Art Project · Public Domain

Med fastboendet og de urbane centres opståen vandrede knytteknunsten fra teltet til værkstedet. Byer som Tabriz, Keschan, Isfahan og Herat blev fra sen middelalder centrum for manufakturknytning. Her opstod de første storformatede tæpper til hofbestillere, komplekst komponerede medaljontæpper, havetæpper og jagtscener, der ikke længere blev knyttet ud fra hukommelsen, men efter millimeterpræcise kartoner. Safavid-dynastiet (1501-1722) fremmede tæppekunsten i Iran systematisk: fra denne epoke kommer de såkaldte Ardabil-tæpper, der i dag i museer som Victoria & Albert Museum i London hører til de mest værdifulde vidnesbyrd i kunsthistorien.

#Silkevejen og den globale handel

Allerede i tidlig middelalder var orienttæpper en eftertragtet handelsvare langs Silkevejen. Karavaner transporterede dem fra Persien og Centralasien til Kina, Indien og Arabien; derfra kom de via Det Osmanniske Rige til Venedig og videre til Europa. Renæssancemalerier, for eksempel af Hans Holbein, Lorenzo Lotto eller Hans Memling, viser orienttæpper som statussymbol på fyrsteborde og altre. Værkerne er i dag vigtige dateringshjælpemidler, fordi det kan afgøres, hvilke mønstre der på hvilket tidspunkt kom fra hvilken region til Europa.

#1800-tallet, genopdagelse og industrialisering

Efter århundreders relative stagnation oplevede tæppeknytningen en anden blomstring i 1800-tallet: europæiske og amerikanske samlere genopdagede orienttæpperne, hvilket udløste en enorm efterspørgsel. Handelshuse som det schweiziske firma Ziegler & Co. grundlagde egne manufakturer i Sultanabad (i dag Arak), tilpassede farver og mønstre til vestlig smag og leverede direkte til Europa og USA. Samtidig blev hundreder af nye værksteder grundlagt i Iran, Tyrkiet og Indien. Denne epoke præger den dag i dag, hvilke stilarter der regnes som "klassiske", og den markerer samtidig begyndelsen på den maskinelle tæppeproduktion i Europa.

#Samtiden, tradition i forvandling

Knyttetraditionen lever fortsat, om end under ændrede vilkår. Iran er stadig den vigtigste producent af de fineste manufakturtæpper; Afghanistan, Pakistan og Indien har etableret sig som centre for Ziegler-efterknytninger og moderne designertæpper. Marokkanske berbertæpper, nepalesiske tibetanske tæpper og tyrkiske kelimer finder ligeledes verdensomspændende afsætning. Samtidig står knyttersker og knyttere over for udfordringen at tilpasse traditionelle teknikker til ændrede arbejdsvilkår, retfærdig betaling og moderne boligæstetik, et spændingsfelt, som hvert håndknyttet tæppe bærer i sig.