Medaljon
Den centrale medaljon er formentlig det mest kendte kompositionsprincip i det klassiske persiske tæppe. Det ordner hele stykket omkring en central figur, der virker som anker for blik og komposition. Denne side viser, hvad en medaljon er, hvor den kommer fra og i hvilke knytetraditioner den har særlige udformninger.
#Hvad medaljonen teknisk er
Medaljonen er en central, ofte elliptisk eller ottekantet figur i et tæppes midterfelt. Den kan have flere lag, for eksempel en indre kerne, en midterring og en ydre kontur, der hver bærer egen ornamentik.
Komplementært til medaljonen står de fire hjørnefelter. Disse fylder midterfeltets hjørner med spejlede fjerdedele af medaljonens design eller med selvstændige ornamentmotiver. Sammen danner medaljon og hjørnefelter en komposition, der er symmetrisk omkring begge akser.
Omkring dette centrale spil løber borterne, som regel tre til fem, der indrammer stykket. Hovedborten er bredere og bærer det mest prægnante motiv, ofte boteh, herati eller et floralbånd. Sideborter er smallere og fører overgange til hovedbort og midterfelt.
#Historisk ophav
Medaljonen som designprincip opstod i de persiske manufakturer i safavidetiden (16. til 17. århundrede). De berømte Ardabil-tæpper fra 1530'erne, i dag på Victoria & Albert Museum i London og Los Angeles County Museum, er tidlige eksempler på dette princip.
Inspirationen kom fra persisk bogmaleri. Iranske manuskripter fra 14. og 15. århundrede havde bogomslag med central kartouche og hjørneornamentik, og designsproget blev overført direkte til tæppet. Denne forbindelse mellem bog- og tæppedesign forklarer, hvorfor de fineste manufakturer ofte beskæftigede designere fra de kongelige bogværksteder.
I 1800-tallet blev medaljonen standard for eksporttæpper, fordi europæiske købere satte pris på det klare centrale designprincip. Det passer til europæisk boligindretning med centralt sofa- eller spisebord, fordi medaljonen forbliver synlig der.
#Regionale udformninger
Tabriz-medaljoner er store, ofte flerlagede, med klare geometriske konturer. Hjørnefelterne spejler præcis en fjerdedel af medaljonen. Tabriz-stykker fremtræder ofte med elfenbensfarvet baggrund.
Kashan-medaljoner er mindre og mere elegante, ofte med florale indre felter. Den karakteristiske Kashan-baggrund er dyb bordeauxrød eller indigoblå, mod hvilken den lysere medaljon virker kraftfuld.
Isfahan-medaljoner er de fineste, med høj knudetæthed og detaljerige indre mønstre. Nogle signerede Isfahan-stykker fra de store manufakturer (Seyrafian, Davari) viser medaljoner med dusinvis af indre sammenfletninger.
Kaukasiske medaljoner er strengt geometriske, uden floralelementer. Her gentages medaljonen ofte flere gange under hinanden, i to eller tre rækker, i stedet for som et enkelt centralt element.
Kurdiske og stammemedaljoner er ofte kantede og kraftfulde, med klare symbolske funktioner snarere end rent dekorative.