Gabbeh vs. Ziegler

Et Gabbeh er et nomadetæppe fra det sydlige Iran, traditionelt knyttet af Qaschqai- og Lori-kvinder uden skabelon. Der findes ingen tegning, intet forlæg, ingen industriel designafdeling. Knytteren sidder ved væven og beslutter under arbejdet, hvad der kommer som det næste.

Resultatet er karakteristiske særtræk. Felter med ujævn farvefordeling, små dyr eller træer, der stammer fra nomadeverdenens længselsmotiver, skæve borter, skulderspil mellem symmetri og asymmetri. Hver Gabbeh er et enkeltstykke.

Ulden er højluvet bjerguld af ren ny uld, ofte håndspundet og naturfarvet. Knudetætheden er lav, hvilket gør stilen mindre detaljerig, til gengæld haptisk varmere. En Gabbeh i en stue virker som en gestus, ikke som et møbel.

Gabbeh passer i boliger, hvor tæppet skal være statement. Den, der har en moderne minimalistisk stue med hvide vægge og vil sætte en kraftfuld accent, er rigtigt med en Gabbeh. Også i studieboliger, kreative arbejdsrum eller børneværelser (på grund af den holdbare uld og de sjove motiver) fungerer stilen.

Ziegler passer derimod i klassisk eller skandinavisk indrettede rum, hvor tæppet skal harmonere snarere end dominere. Beige, lyseblå, laksefarvet rosa falder ind i en moderne indretning uden at træde frem. Den, der søger persisk-tæppe-karakter, men finder originalens kraftige farver for intense, ender hos Ziegler.

For samlere er valget ofte entydigt. Antikke Gabbeh er sjældne og eftertragtede, nye Gabbeh har et samlermarked for stykker med særlig karakter. Antikke Ziegler fra 1800-tallet er meget værdifulde, nye Ziegler er snarere forbrugsvare med dekorativt sigte.